Sport i TV

TV-programSå er vi der igen. Fredag eftermiddag, og det er tid til en velfortjent weekend. Konen er på familieweekend, og der står en kasse kolde øl i garagen. Pizza brochuren er lagt klar, og vi har lagt programmet. Fredag aften har vi rundens første Superliga kamp, og dernæst boksning.

Det bliver en sen omgang, men vi sørger alligevel for at komme op i ordentlig tid lørdag, der er jo VM i atletik, og vist også noget cykling vi skal se. Kl 13.45 kommer et af weekendens højdepunkter – Premier League fodbold. Lige meget hvem der spiller, er det en god kamp. Det er også her vi begynder at have brug for at have flere TV kørende samtidig, da vi nu engelsk, dansk og tysk fodbold kørende samtidig med kongeetapen i cykelløbet og så er der stadig VM i atletik.

Lidt senere på dagen kommer der endnu mere fodbold – kl 16 starter et hav af kampe i Premier League og vi har også dagens Superliga kamp på programmet, mens vi skal have afgørelsen i cykelløbet.

Efter dagens kamp i Superligaen er det tid til La Liga – den spanske liga har en stærk tradition for at indtage vores TV lørdag aften, og nu spiller de fodbold helt indtil midnat. Lørdag aften har vi også speedway på programmet, og med lidt held endnu et boksestævne.

Nu begynder vi at blive en lille smule firkantede, men det skal ikke ødelægge vores stort anlagte søndag. Vi lægger ud fra morgenstunden med tennis, atletik og motorsport. Først Superbikes, og dernæst Formel 1.

Så har vi hollandsk fodbold fra Æresdivisionen, inden Premier League og Superligaen tager over igen. Vi skal også lige have skudt det næste cykelløb i gang, og der er også VM i svømning.

Efter flere Superliga- og Premier League kampe, samt lidt mere hollandsk fodbold, skal vi tilbage til Spanien, og have rundet deres weekend af med et par store kampe.  Søndag aften kommer konen hjem mens man sidder og får rundet weekenden af med Fodboldmagasinet på DR. Om jeg har haft en god weekend? Jo tak, den var helt fantastisk!